Hvor stort er problemet?
Hvert år bliver både børn og voksne, mere eller mindre alvorligt, bidt i Danmark. Der er naturligvis en stor interesse i at kunne forudsige, hvilke hunde der potentielt er farlige, så hundebid i så høj grad som det er muligt, kan forebygges. Desværre mangler der opgørelser af, hvilke hunderacer der bider og oplysninger om antallet af bidskader. Ifølge forsikringsselskaberne var der i 2003 13.258 skader, hvor hunde var involveret. Forsikringsselskaberne fører imidlertid ikke nogen registrering af, hvilke hunderelaterede skader der stammer fra bid. Et estimat er, at ca. halvdelen af de anmeldte skader er bidskader. Skadestuer er et andet sted man kunne finde oplysninger om bidskader, men der er indtil nu ingen samlede registreringer på dette område. Samtidig vil der være en lang række hovedsageligt mindre alvorlige tilfælde, hvor bid ikke bliver anmeldt til hverken forsikringselskaber eller skadestuen.
Hvem bliver bidt?
Ud fra de tilgængelige tal og undersøgelser i udlandet kan vi se, at børn har den største risiko for at blive bidt. I USA hvor størstedelen af de undersøgelser, der beskæftiger sig med forekomsten af hundebid er foretaget, er hundebid den oftest rapporterede skade rettet mod børn (fra Lakestani et al., 2005). I USA regner man med, at de fleste børn er blevet bidt, ofte af en hund de kender, inden de bliver 11 år (Overall, 2001). Også europæiske undersøgelser viser, at børn har den største risiko for at blive bidt. En undersøgelse fra 1998 med tal fra skadestuer i 11 europæiske lande viste, at børn under 14 år oftest er involveret i skader med hunde (Lakestani et al., 2005). Man skønner, at børn har mellem 3 og 5 gange større risiko for at blive bidt end voksne (Kahn, et al., 2004).
Forskellige undersøgelser er lidt uenige om, hvorvidt det er børn mellem fem og ni år der har den største risiko, eller om det er børn under fem år, men alle er enige om, at drenge har en betydelig større risiko for at blive bidt end piger. En belgisk undersøgelse (Kahn, et al., 2003) har set på, hvad der kendetegner hundebid rettet mod børn. Af 100 ulykker skete de 65 i hjemmet med barnets egen hund. Samfulde 65 bid skete mens barnet og hunden var uden voksent opsyn! Det vurderes endvidere, at 56 bidskader var et resultat af barnets opførsel. Gennemsnitsalderen på disse børn var fem år. Det er altså ofte børn, der bliver bidt og det er ofte af hunde de kender. Derudover sker de fleste hundebid efter, at voksne eller børn har taget kontakten til hunden. Børn bliver ofte bidt i hovedet eller ansigtet, hvilket selvfølgelig giver anledning til langt mere alvorlige bidskader. Hos voksne er det oftere hænder og arme, hunden sætter tænderne i.
Findes der farlige hunde?
Diskussionerne om hvad der kan gøres ved problemet, har i flere lande, deriblandt Danmark, udmøntet sig i, at nogle bestemte hunderacer er blevet forbudt. Selv efter den nye hundelov, der i højere grad lægger op til, at der findes farlige hunde og ejere, og ikke så meget farlige racer, så er racen Pittbull Terrier og racen Tosa stadig forbudt i Danmark. Standardreaktionen fra især medier har nemlig været, at hvis en hund af en bestemt race bider mennesker, så er alle hunde af den race farlige og burde forbydes.
Dyrlæge Pernille Wennich har lavet en spørgeskemaundersøgelse i sommeren 2004, hvor samtlige politikredse i Danmark fik tilsendt et spørgeskema. Halvdelen af landets politikredse har svaret på spørgeskemaet. Ser man på hvilke hunderacer, der blev registreret i politianmeldelser af bid i perioden 2003-2004, viser det sig bl.a., at blandingshunde, schæfere, rottweilere og retrievere står øverst på listen. Det er ikke særlig overraskende, da disse hundegrupper er de mest populære hundegrupper i Danmark. Dansk Kennel Klub anslår, at der findes ca. 200.000 blandingshunde ud af en samlet dansk hundepopulation på omkring 600.000 hunde. Disse 200.000 blandingshunde sætter begrebet ”farlige racer” i perspektiv, da det aldrig vil være muligt at forbyde blandingshunde. Personer, der ønsker en forbudt race, kan blot anskaffe sig en blanding, som kan bestå af alle mulige kombinationer af farlige racer eller de kan importere kamphunde fra udlandet uden stambog. Udover at være de mest almindelige racehunde er schæferen, rottweileren og retrieverne store hunde. Det er ikke nødvendigvis sådan, at store hunde oftere bider end små hunde. Men store hunde bider ofte mere alvorligt end små hunde. Der er stor forskel på hvor meget skade henholdsvis en chihuahua og en rottweiler kan gøre, fordi der er stor forskel på størrelsen af deres tænder og deres kræfter, samtidig gør chihuahuaens ringe højde, at den som regel kun kan nå et bukseben.
Hvis spørgsmålet om nogle racer er mere farlige end andre, skal vurderes ud fra faktuelle oplysninger, så er der i fremtiden dels behov for, at der bliver lavet nogle nøjagtige registreringer, f.eks. hos politiet eller skadestuer, eller tilbundsgående spørgeskemaundersøgelser af hvilke hunde, der bider, dels skal undersøgelsesresultatet sættes i forhold til racens udbredelse.
Hvilke situationer er farlige?
Da hundebid er ret alvorlige, er det selvfølgelig en adfærd som er uønsket og som vi nødig vil se hos vores egne eller andres hunde. Hunde der bider, bliver særligt i pressen, men også hos mange hundeejere, set på som uhyrer, der har en frygtelig mental brist. Der er ingen tvivl om, at det er virkeligt forfærdeligt for dem det går ud over, da hundebid er smertefulde, potentielt invaliderende og i grelle tilfælde fatale. Men det er samtidig vigtigt at erkende, bl.a. for at kunne forebygge fremtidige bidsituationer, at alle hunde kan bide, hvis de kommer i en situation, hvor de opfatter det, som om de ikke har andre muligheder. Som Jean Donaldson skriver det i sin bog The Culture Clash: ”Der eksisterer ikke to slags hunde: Søde hunde, der aldrig vil bide og mindre søde hunde, der bider”. Hundebid er, ligesom slag er det for mennesker, en del af hundes naturlige adfærdsrepertoire. Det farlige ved holdningen ”min hund kunne aldrig finde på at bide”, som man kan finde hos nogle hundeejere, er at de ikke holder øje med de signaler hunden sender før den bider. Det kan derfor virke, som om bidet kom helt uden forvarsel, hvilket stort set aldrig er i overensstemmelse med de faktiske forhold, men hundens signaler kan have været så små, at den almindelige hundeejer ikke har registreret dem.
Selvom hundes race givetvis har en betydning for, hvor let hunden har ved at bide, er det altså langt fra det eneste, der er afgør om det sker. Hundes opvækst har selvfølgelig også en stor betydning. Det er dels opdrætterens, dels køberens ansvar at socialisere hvalpen, så den bliver introduceret til forskellige situationer og til kontakt med mennesker på en passende måde. Det er ekstremt vigtigt, at hvalpen i socialiseringsperioden og hvis det er muligt løbende i livet, har kontakt til helt små børn under tre år, da de har et helt andet bevægelsesmønster end lidt større børn, at hunden jævnligt møder børn i alle aldre og mennesker med forskellig hudfarve, påklædning og køn (ja grin bare, men vi møder jævnligt hunde, der er bange for mænd).
Hvis vi går ud fra hypotesen om, at alle normale hunde kan bide i en given situation, medfører det, at der eksisterer en tærskelværdi, som udløser hundens aggression. Tærskelværdien vil være forskellig fra hund til hund, ligesom den er forskellig fra menneske til menneske.
De ting, der kan bringe hunden i nærheden af eller over sin tærskelværdi, afhænger som nævnt af race, opvækst hos opdrætter og ejer, individpræferencer mm. Det kan f.eks. være, at ejeren straffer hunden, at nogen nærmer sig hundens madskål, dens kurv, dens legetøj, en tæves hvalpe, det kan være udløst af personer eller situationer, hunden ikke er socialiseret i forhold til, berøring på sensitive steder på kroppen eller situationer og redskaber der er associeret med straf.
Hundeejere gør altså forskellige ting, der kan være med til at udvikle en bidende hund. Ifølge Heath (2005), er følelsesmæssig konflikt en af hovedårsagerne til, at hunde udviser aggressiv adfærd mod mennesker. Heath mener, at det i høj grad skyldes, at vi i mange situationen er inkonsekvente med, hvordan vi omgås hunden. Hvis vi nogle gange skælder hunden ud for en bestemt adfærd og andre gange egentlig synes det er lidt sødt, kan hunden blive usikker på, hvordan den skal forholde sig til os. Det samme kan ske hvis straf er en væsentlig del af opdragelsen. Opfattelsen af, at hunden hele tiden søger den højeste plads i hierarkiet, hvilket fører til at den bliver straffet hårdt, for ting der kunne løses enkelt og uden at straffe hunden, kan ifølge Heath føre til fundamental fejlkommunikation og i sidste ende føre til følelsesmæssig konflikt for hunden. Det igen kan sænke tærskelværdien for aggression. Det vil med andre ord sige, at hunden bider i angst, forsvar, frustration osv. Hunde, der lever i inkonsekvente omgivelser, vil ofte have et forøget niveau af stresshormoner i kroppen. Tilstedeværelsen af disse stresshormoner vil ikke kun forkorte hundes liv, men vil også sænke hundens tærskelværdi for hvornår den vil reagere. Tænk på hvor kort lunte vi selv har, hvis vi er stressede og specielt hvis vi samtidigt er trætte. Kroppen befinder sig i ”kæmp eller flygt” beredskab, en tilstand der kun er tiltænkt akut fare.
Selv om træningsmetoderne rundt om i landet mange steder er ved at bliver mere positive, er der stadig mange hunde, der bliver behandlet utrolig hårdhændet. Det gælder både under forskellige former for træning og i den almindelige opdragelse af familiehunde. Der er faktisk ingen grænser for de typer af fysisk vold hunde udsættes for. På den baggrund kan det faktisk undre, at der ikke er flere hunde der bider. Hunde kan selvfølgelig også bide fordi de har fundet ud af at de kan få deres vilje på denne måde.
Endelig kan hunde også bide hvis de har smerter. Hvis en hund, der normalt har det godt med børn, lige pludselig ikke vil kontaktes af børn eller af os andre, bør vi tænke på om hunden måske har ondt. Smerter, f.eks. fra en begyndende slidgigt eller andre sygdomme, kan få hunden til at ændre adfærd. Vær derfor opmærksom på at få hunden undersøgt af en dyrlæge, hvis den pludselig ændrer adfærd.
Det kan altså være relevant at tale om farlige situationer i stedet for farlige hunde. En del ulykker kunne formodentligt undgås, hvis vi kunne læse hundes adfærd rigtigt. Niveauet af en hunds aggression kan sammenlignes med en trappestige, hvor angreb og bid står øverst på trappen. Før hunden når helt op til toppen af trappen, vil den formodentlig have forsøgt sig med andre strategier. Hvis hunden f.eks. oplever, at et barn gør noget hunden finder ubehageligt, prøver den sandsynligvis først et eller flere af følgende signaler:
• Vende hovedet eller hele kroppen væk
• Gabe. Ofte meget korte gab
• Slikke sig om munden. Ofte meget korte slik
• En lav kropsholdning
• Fryse i en position
Hjælper disse signaler ikke, kan det være, at hunden prøver at gå sin vej. Hvis barnet følger efter, vil hunden måske knurre eller blotte tænder. Ofte bliver vi forskrækket over en sådan advarsel og skælder hunden ud, fordi vi ikke vil have at den skal udvise aggression. Men ved at skælde ud gør vi kun ondt værre. Hunden, der i forvejen føler at situationen er ubehagelig, bliver påført noget mere ubehageligt. Det kan i sidste ende føre til, at hunden springer det trin over, der hedder knurre og går direkte til bid. Det er imidlertid ret uheldigt, da det selvfølgelig er en situation vi helst vil undgå. Derudover risikerer vi, at hunden lærer af episoden, dvs. at den lærer: ”hvis jeg bider, så forsvinder det ubehagelige”. Jo hurtigere vi er til at aflæse at hunden finder en situation ubehagelig, jo færre ”trin” vil hunden gå op af trappen og risikoen for, at den på et tidspunkt vil bide, mindskes. Vi kan også sige, at aggression er den måde at løse problemet på, som hunden griber til, når alle andre måder er udtømt. I situationen med barnet skal hunden og barnet skilles ad, når hunden udviser de første tegn på, at den synes situationen er ubehagelig.
Det er endnu en god grund til, at sætte sig ind i hvordan hunde kommunikerer. Specielt når det gælder børn, er hundens og barnets ”sprog” meget forskelligt. Børn vil ofte gerne være i tæt kontakt med hunde og vil tit også gerne kramme dem. For en hund er det meget ”uhøflig og ubehagelig” opførsel og specielt hvis hunden ikke er vant til børn, kan det give alvorlige problemer. Det gælder om at vænne hunden til børn, så den ikke bliver forskrækket over børnenes hurtige, og pludselige bevægelser og meget larm.
Det er derfor som nævnt vigtigt, at hunden allerede som hvalp møder børn i alle aldre. Samværet mellem barn og hund bør selvfølgelig være en behagelig oplevelse for begge parter. Og det kan ikke understreges nok, at børn og hunde ikke bør være alene uden voksent opsyn. Husk at størstedelen af de ulykker der sker i hjemmet, sker på tidspunkter hvor hund og barn lades alene.
Da de fleste ulykker sker i eget hjem, hvor det er familiens egen hund der er involveret, er det væsentligt at have nogle fælles regler for samvær mellem børn og hunde. Det kan f.eks. bestå i at undervise barnet i, hvordan det bedst klapper hunden, at hunden skal have fred når den ligger i kurven, at barnet ikke skal være tæt ved en hund der spiser osv.
Forebyggelse af hundebid
Når vi kender de farlige situationer hunde kan bide i, kan vi forsøge at undgå dem og dermed mindske risikoen for at vi selv eller andre bliver bidt. Af farlige situationer kan nævnes:
• at gå hen til en fremmed hund uden at spørge om lov. Det gælder både os voksne og i høj grad vores børn. At forvente at alle hunde gerne vil snakke med alle mennesker, er farligt at tro på. Spørg om lov, FØR du eller dit barn når helt hen til hunden og lad hunden komme til jer. Lær børn, at man bedst hilser på hunde ved at sætte sig på hug med siden til og øjnene vendt væk. Hvis hunden gerne vil i kontakt, kan den bevæge sig hen til barnet, som så kan ae den under halsen og på brystet.
• at gå hen til en hund der står bundet. Gå aldrig hen til en bundet hund, uanset hvor sød den ser ud – og endnu vigtigere - lær børn aldrig at gøre det.
• at forstyrre hunden når den spiser. I den forbindelse er der mange der gerne vil ”træne” deres hund til at den skal finde sig i, at vi fjerner maden fra den. Forestil jer, at I er på restaurant og skal gennem syv retter. Hvis tjeneren hele tiden tager jeres mad fra jer før I er færdige, hvilken følelse vil I få hver gang tjeneren kommer? Det vil ske, selvom I får en ny ret bagefter. Det vi gerne vil opnå, er at hunde ikke føler trang til at forsvare sin mad, og det kan man opnå ved at tilbyde sin hund noget ekstra lækkert, når den står og spiser. På den måde får den ingen negative associationer, når vi bevæger os hen mod den når den spiser.
• at forstyrre hunden når den sover. Hunde kan ligesom os finde det ubehageligt at blive forstyrret når den hviler. Lær specielt børn, at de aldrig må gå hen til en hund, der sover.
• at lade børn være alene med hunden. Ifølge Keuster et al. (2005) opstår 86% af de ulykker, der sker i hjemmet i situationer, hvor barnet tager initiativ til kontakt. Selv om hunden måske er købt til barnet, er det i sidste ende altid en voksen, der bør have ansvaret for hunden.
På både nationalt og europæisk plan er der tiltag, der prøver at uddanne børn og deres forældre, således at de kan få en bedre og mere sikker omgang med hunde. Dansk Kennel Klub tilbyder f.eks. ”hunde og børn” kurser til skoler. I Europa er en gruppe af dyrlæger, etologer og lærere gået sammen om at kreere en interaktiv CD-rom til børn mellem tre og seks år. Formålet med CD-rommen er, at børn på en sjov måde kan lære, hvordan man skal omgås hunde så man ikke bliver bidt. En canadisk undersøgelse (se Keuster et al., 2005) har vist, at hvis man vil have en reduktion i antallet af skader, så er det ikke nok at børnene ved hvordan de skal forholde sig. De skal være under voksent opsyn, således at de kontinuerligt kan leve op til reglerne for, hvordan de skal forholde sig til hunde. CD-rommen forventes færdig i løbet af 2006 – 2007 og den vil formodentlig også blive oversat til dansk på et senere tidspunkt. Besøg evt. www.thebluedog.org
Trykt i Hund & Træning nr. 6/ december 2005
|
